referat og beretning fra generalforsamling 2011
Af: Finn Paabøl Hansen
Generalforsamlingen 2011 blev afholdt 25. oktober 2011 i klubhuset. Der var mødt ca. 30 medlemmer, læs referat og beretning her....
Referat Generalforsamling VTK 25.10.11
Inden afviklingen af generalforsamlingen præsenterede bestyrelsen resultatet af dens arbejde med klubbens strategiske fundament, som kan studeres på hjemmesiden. Planen gav anledning til flere forslag. bla. om et egentligt træningstilbud for motionister. Bestyrelsen søger nu at medtænke forslagene i planlægningen af den kommende sæson.
Selve generalforsamlingen med 30 deltagere var endnu engang præget af en meget positiv stemning, idet udviklingen fortsat på en række punkter går i opadgående retning. Det fremgik af formand Søren Lykkes beretning. Generalforsamlingen blev ledet af Claus Nørøxe
Formandens beretningen kan læses i sin helhed ved at klikke her
Hovedpunkterne i beretningen er:
· Samarbejdet. Bestyrelsen har igen i år haft opgaverne opdelt i ansvarsområder og udpeget ansvarspersoner for områderne. Endvidere er udarbejdet et årshjul til løbende at styre opgaverne.
· Klubudvikling. Bestyrelsen har i samarbejde med Dansk Tennis Forbund gennemført et klubudviklingsprogram, som bl.a. har ført til udvikling af klubbens strategiske fundament, der skal være med til at afklare ambitioner, mål og handlinger.
· Behov for medlemshjælp til opgaverne. Såfremt udviklingen skal fortsætte indebærer dette opgaver for medlemmer og forældre. Med den store opbakning vi har haft i 2011 er bestyrelsen ikke i tvivl om, at hvis opgaverne afgrænses og beskrives klart, vil der være frivillige til at hjælpe hermed.
Til at få en tilkendegivelse af, hvilke opgaver man hver især kunne tænke sig at hjælpe med, har bestyrelsen udarbejdet en oversigt over opgavetyper, som vi på generalforsamlingen vil bede de tilstedeværende om at udfylde.
· Kommunikation, markedsføring og samarbejdspartnere. I 2011 har vi indført Klubmodul, der fungerer som administrationssystem for klubben. Det har været en stor hjælp til medlemsstyring og hvilke hold børnene spiller på, og man kan sende e-mails og sms via systemet
Medlemmer har i udendørssæsonen kunnet få et rør bolde og en t-shirt, ved at betale kontingentet hurtigt. Dette hjalp markant, og vi vil gerne takke vores sponsorer HC Sport, HEAD og Deloitte for finansiering af dette tiltag.
Igen i år har vi haft introdage, hvor man gratis har kunnet prøve at spille tennis. Torben Lauridsen og Lars E. Jespersen har stået for dette tiltag i både foråret og efteråret. De skal begge have en stor tak for deres frivillige indsats med at få nye medlemmer til at føle sig velkomne i klubben.
Klubben er i 2011 blevet udnævnt af DTF til Play & Stay satsningsklub, hvilket har givet noget omtale i de lokale aviser.
VTK har et godt samarbejde med Vejle Tennis Hal, der har vist stor imødekommenhed vedrørende træningstider i hallen i indendørssæsonen.
Vores samarbejde med HC Sport og Head indebærer sponsorat af VTK’s 1. Hold med tøj, en ”præmiekonto” til turneringer samt en klubkollektion hos Intersport med rabat på 33% til VTK’s medlemmer. Til gengæld har vi forpligtet os til at bruge HEAD bolde. Herudover arrangerer vi sammen en dag, hvor man kan prøve ketsjere.
VTK kan klart gøre mere for at få sponsorer – og vi vil opfordre medlemmer, der har lyst til at arbejde med dette, til at melde sig.
· Junior. Det er vigtigt for bestyrelsen at juniorarbejdet har gode forhold.
Træningsindsatsen overfor juniorer er igen intensiveret i 2011. Trænerne dygtiggør sig på DTF’s trænerkurser. Rekruttering af trænere og uddannelse af trænere vil være vigtige fokuspunkter for den fortsatte udvikling af juniorarbejdet.
Der har været utrolig god opbakning fra forældre, som har ydet en stor indsats. Ole Martensen skal have stor tak for hjælpen med minitennis indendørs – ganske ulønnet.
Bestyrelsen har i 2011 etableret en forældregruppe med fokus på træning og juniorarbejdet. Det er hensigten, at gruppen skal have ansvaret for kommunikation og dialog med forældrene.
I sommerferien blev der afviklet Tennis Camp for børnene, hvor specielt Linda Svendsen skal have tak for at hjælpe med at børnene kunne få lidt at spise undervejs.
Sæsonens resultater i juniorafdelingen:
JTU’s Holdturnering:
U14 drenge: Guld – Jyske mestrer
U14 piger: Guld – Jyske mestrer
2 hold i U12 drenge: Sølv og Bronze
Ud over disse flotte resultater, har Camilla Nørager og Sofie Jansen kvalificeret sig til landsfinalen i SEB Tennis Cup 2011/2012 som afvikles d. 17. -20. maj 2012
Camilla Nørager er endvidere udtaget til Jyllandsunionsholdet
Herudover har flere af vores juniorspillere klaret sig flot i individuelle turneringer.
Camilla Nørager blev klubmester for pigerne og August Glistrup blev klubmester for drengene.
Årets Junior
Alle på turneringsholdet er ufattelig engagerede og motiverede til hver træning. Derudover viser de alle fremgang. På baggrund af input fra børnenes trænere er årets junior August Aalbæk, som trænerne knytter følgende ord til:
God holdkammerat
Meget stor fair-play spiller
Fremgang på træningsbanen - såvel som i turneringer
Uanset hvor hård eller svær træningen er, går han til den med stor gå-på-mod og vilje.
Med sit væsen og den positive attitude han har, er han med til at løfte træningen for de øvrige spillere.
· Senior.
Førstehold Tre oprykninger de seneste to år. Er i denne sæson blevet jyske mestrer i kvalifikationsrækken og skal spille i Jyllandsserien næste år. Bestyrelsens filosofi bag opstart af senior førsteholdet var, at vi gerne vil kunne tilbyde muligheder til vores unge spillere, som efter juniortiden fortsat gerne vil spille turneringstennis. Førsteholdstruppen består dog af de bedste spillere uanset alder, og flere af vores ældre juniorer er tilknyttet førsteholdet. Førsteholdet er tilmeldt i Jyllandsserien i indendørssæsonen, og Jan Bruun vil være spillende træner. Jan Bruun har gjort et flot stykke arbejde og de værdier han udstråler på banen og de metoder han anvender til at motivere spillerne er helt i klubbens ånd og tjener ham til stor ære.
Veteran Flemming Jørgensen er jysk mester i veteranræk.
· Motion På motionistsiden har der været pæn tilslutning til kom og spil onsdage og søndage i løbet af sæsonen.
Vi har i år haft flere hold med i DGI’s motionistturneringer. Generelt var DGI turneringen præget af mange afbud.
Fælles for alle hold er, at man har hygget sig med en masse gode kampe mod forskellige modstandere.
Indendørs kom og spil foregår søndage og fungerer også fint.
Torben Lauridsen og Lars Jespersen har kørt introdage både i foråret og i sensommeren og har i 2011 fortsat konceptet med tennisnetværk for nye medlemmer, så de har nogen at spille med. Hermed håber vi, at nye medlemmer kan fastholdes i større omfang.
· Arrangementer Bestyrelsen har brugt megen energi på at få arrangeret en god standerhejsning. Til baneklargøring og forårsrengøring var der en flot opbakning fra medlemmerne og forældre, som gjorde at faciliteterne var flotte og alle baner klar til vores standerhejsning, hvor der var et meget pænt fremmøde.
I maj afholdte vi en udstyrsdag sammen med HC Sport og Head, hvor man kunne prøve ketsjere og se klubtøjet.
I juni afholdte vi i samarbejde med JTU en ambassadøraften, hvor klubbens motionister kunne få fif til at udvikle deres spil.
Klubmesterskabet blev i år fordelt over sæsonen med en finaleweekend i september. En ud af seks finaler blev afviklet på finaledagen, hvilket ikke var tilfredsstillende. Hvis der er gode ideer til alternative modeller for klubmesterskabet er de meget velkomne. Der var meget pæn tilslutning til selve grill aftenen.
Vejle Tennis Klub er i 2011 blevet udnævnt til Play & Stay satsningsklub af Dansk Tennis Forbund.
Play & Stay er et nyt træningssystem med fokus på, at den enkelte spiller kan udvikle sig uden at løbe sur i svær taktik eller teknik. Målet med Play & Stay er at sikre, at træningen helt fra begyndelsen består af sjove og udfordrende aktiviteter.
Der er afviklet Play & Stay weekender på banerne i foråret.
· Baner/klubhus. Klubhuset blev frisket gevaldigt op i 2009 og igen i 2011 har niveauet været fastholdt.
Gunnar Lund har ydet en kæmpe indsats med at få klargjort baner til standerhejsningen, herunder fastholde Vejle Kommune på vores aftale om at levere hjælp til denne klargøring. Herudover har medlemmerne hjulpet til i april op til standerhejsningen med at klargøre banerne. De skal have en stor tak for indsatsen.
Vores banemand, Preben Hansen, var med til klargøringen i opstarten og igennem sæsonen har vedligeholdt banerne. Preben har gjort et flot stykke arbejde og har været vigtig for fastholdelsen af den høje standard på banerne i det forgangne år.
Specielt natvandingsanlægget forventer vi vil være en stor styrke for at have de bedst mulige baner – forudsat at det ikke regner helt så meget i de kommende år, som det har gjort i 2011.
· Afslutning
Alt i alt har det været en god sæson:
Gode baner, har gjort det til en fornøjelse at være på anlægget
Fokus på juniorarbejdet - entusiasme fra børn og forældre
Flotte resultater af både juniorer og seniorer – VTK er på tennislandkortet
Strategisk fundament for klubben
· Udvalgsberetninger
Turneringsudvalg for juniorer
Bjarne S. Jensen orienterede om juniorstævner afviklet dette år. Her har opbakningen været stor og udvalget fortsætter gerne arbejdet. 6 turneringer er planlagt for kommende vintersæson.
Formandens beretning incl. udvalgsberetningen blev godkendt med stor opbakning fra de fremmødte
· Regnskab og budget
Regnskabet for 2011 og budgettet for 2012 som fremlagt af kassereren blev godkendt med bemærkning om, at generalforsamlingen fortsat ønsker et højt niveau vedr. trænere, bolde og træningsfaciliteter. Generalforsamlingen vedtog en kontingentforhøjelse på 100 kr. for seniorer og 50 kr for juniorer. Regnskabet viser et årsresultat på 28784,51 kr og der blev udtrykt stor forståelse for nødvendigheden af økonomisk tilbageholdenhed.
· Valg af bestyrelsesmedlemmer
Kurt jensen, Lars Bisgaard og Finn Paabøl Hansen blev valgt
Som juniorrepræsentanter blev valgt Benjamin Ejlersen og Sebastian Traberg, som evt.
afløses af Mads Mortensen i løbet af kommende sæson.
· Valg af 2 suppleanter
Søren Lykke og Torben Lauridsen blev valgt
· Valg af 2 revisorer
Johan Christoffersen og Rene Stig Jakobsen blev valgt
· Evt.
Under dette punkt blev Søren lykke, Torben Lauridsen og Cecilie Nørager takket for en meget stor indsats i bestyrelsesarbejdet, som de nu forlader. Bestyrelsen blev iøvrigt takket for den store indsats
Efter generalforsamlingen var der hyggeligt samvær med rødvin og ”ta selv”.
Tak til Claus Nørøxe for på kyndig måde at lede mødet. Referat: Torben lauridsen
09.11.2011